Nina Ellebæk, 39 år, atelier i Bagsværd.

Uddannet billedkunstlærer, autodidakt kunstner.

Udstillinger:

Galleri Haraldur // Charlottenlund 2020-2021

Galleri Haraldur // Charlottenlund 2019

Galleri H // Kbh. K 2019

 

Inspiration, proces og kunstnerisk udtryk 

Min fascination af naturen og dens skønhed, hvadenten det er fugle, et hav, et uvejr eller skov er en stor inspirationskilde. Når de første penselstrøg sættes på maleriet, er intet dog givet på forhånd, og maleriet kan nå at skifte udtryk mange gange undervejs. Men et sted midt i processen dukker der pludselig noget særligt frem, en god farvekombination, en flot komposition eller et motiv, som jeg bygger videre på.

Kontraster, farver og mange lag

Jeg bruger malingen på alle tænklige måder. Det må aldrig blive “for pænt”, og der vil altid være noget råt og upoleret i maleriet. Det er nemlig i mødet mellem de ukontrollerede penselstrøg og det mere kontrollerede blik for harmoni, at der opstår noget magisk. Der vil være elementer, som er genkendelige samtidig med, at der er udefinerede områder, som lader beskueren danne sin egne billeder. Jeg er fascineret af farver og deres indbyrdes sammensætninger, hvilket jeg bruger til at skabe udtryksfulde energier og stemninger. Jeg arbejder primært med akrylmaling, men også posca-tuscher, spray, oliekridt og andre mix media. De forskellige materialer og teknikker er med til at gøre maleriet levende. De mange lag i malerierne skaber dybde, detaljer og stemning.

Abstrakt, ekspressivt og figurativt

Arbejdsprocessen skifter fra det impulsive, instinktive og abstrakte til det bevidste og med et fokus på noget mere konkret og figurativt. Der konstrueres videre på en konkret idé. Jeg stræber efter at bevare noget af det abstrakte og ekspressive fra de første lag, men jeg vil samtidig gerne skabe en fornemmelse af et sted eller noget konkret som man kan identificere sig med og en historie man fordybe sig- og gå på opdagelse i. Jeg er drevet af en længsel af at fastholde den fantastiske natur i maleriet samt den lykkefølelse man til tider oplever i små glimt, når noget smukt rammer en.

Jeg drømmer om en dag at kunne leve af at være kunstner på fuld tid. Lige for tiden arbejder jeg som kunster på deltid og ved siden af det også som musik- og billedkunstlærer.